Bycirklen, som består af kommunerne Frederikssund, Ballerup og Egedal, indgik i foråret en samarbejdsaftale med den kinesiske kommune, Wuxi, der med sin 5 millioner indbyggere ligger 100 km nordvest for Shanghai.
Selv om samarbejdet stadig befinder sig i sin spæde start, er der allerede konkrete udvekslinger ligesom der er indgået flere hensigtserklæringer og etableret basis for konkrete samarbejdsprojekter inden for en række fagområder. Derfor afholder de tre kommuner nu en konference, der skal være med til at udbrede kendskabet til de visioner og muligheder, der ligger i at have en kinesisk samarbejdskommune.
Danske elever og lærere på udveksling i Kina, udveksling af kulturevents og lokale virksomheders indtog på det kinesiske marked er blot. et par af de visioner, der ligger i Bycirklens samarbejde med den kinesiske kommune, Wuxi.
”Projektet er de tre kommuners konkrete start på et fælles internationalt samarbejde, som vil blive en naturlig ting i fremtiden – også for kommunerne, efterhånden som globaliseringen bliver mere og mere håndgribelig”, siger Svend Kjærgaard Jensen, Borgmester i Egedal Kommune.
Der er udpeget 5 fokusområder; uddannelse, folkeskole, offentlig service, kultur og erhverv. For hvert område dannes et netværk med repræsentanter fra kommunerne, erhvervslivet, foreninger, kulturinstitutioner og andre interessenter. Netværkene skal nu for alvor til at sætte projekter i søen, og konferencen skal gerne munde ud i flere nye idéer og initiativer.
Overordnet skal Kina-samarbejdet forberede både børn og unge samt Bycirklens borgere og ansatte på den fremtidige aktør, som Kina i kraft af globaliseringen under alle omstændigheder bliver. Samtidig kan samarbejdet give kineserne et indblik i, hvordan demokratiet fungerer – et forhold som på fornemste vis illustreres på kommunalt niveau i Danmark.
Den asiatiske økonomi buldrer løs, og et samarbejde med en erhvervsdriftig region i Kina kan også give gode og fordelagtige forbindelser for erhvervsvirksomheder i Bycirklen.
Alle taler om Kina
Netop dette perspektiv sætter dagsordenen for erhvervsaftenen, der afholdes for Bycirklens erhvervsliv og øvrige erhvervsinteressenter samme dag.
”Det er med god grund at alle taler om Kina og de udfordringer og muligheder udviklingen i Kina skaber. Kina har verdens 4. største BNP, som fortsætter med at stige. Landet har store udenlandske investeringer, en øget indenlandsk efterspørgsel og en stadigt stigende eksport”, siger Ove E. Dalsgaard, Borgmester i Ballerup Kommune og formand for Bycirklen samarbejdet i år, og han fortsætter: ”Wuxi er en by i rivende udvikling og har de seneste år satset hårdt på erhvervsudvikling og tiltrækning af udenlandske virksomheder – heriblandt også små og mellemstore virksomheder. Vi mærker en stor velvilje og ivrighed fra kinesernes side til at få skabt kontakter og starte samarbejde med Bycirklens virksomheder”.
Erhvervsaftenen vil således sætte fokus på udviklingen i Kina og dennes betydning for dansk erhvervsliv samt på samarbejdet med Wuxi og erhvervsmulighederne i området. Herudover ventes aftenen også at skabe interesse om en mulig erhvervsdelegation til Wuxi i foråret 2008.
Se præsentationerne fra konferencen. |