Til forsiden
Bycirklen og Kina    Info    infrastruktur   

Bycirklen springer på globalt eksprestog

Dato: 14.5.2007

På et netop vel overstået besøg i byen Wuxi nær Shanghai i Kina, underskrev de tre borgmestre fra Egedal, Ballerup og Frederikssund kommuner en generel partnerskabs-aftale, der allerede nu kan danne grundlag for et konkret samarbejde på både folkeskole- og uddannelsesområdet samt ældre-, genoptrænings- og handicapområdet. Den generelle aftale åbner i sig selv op for helt nye og spændende perspektiver for de tre kommuner.

Kina i fuld fart

Aftalen er indgået med den kinesiske by Wuxi, der ligger 100 km nordvest for Shanghai og har 4,5 millioner indbyggere. Byen ligger i et af de mest hurtigt voksende områder i Kina med en årlig vækst rate på over 10 %, der primært er forårsaget er udenlandske virksomheders investeringer. I Shanghai regionen er der registreret godt 250 danske virksomheder, heraf 5 i Wuxi New District. Kina er verdens 4. største økonomi og det folkerigeste land i verden med 1,3 mia. indbyggere. Det betyder, at der er 250 kinesere for hver 1 dansker.

Wuxi er en by med store ambitioner inden for alle områder og med stor appetit på det internationale samarbejde.

”Vi er næsten blevet blæst omkuld af kinesernes målrettethed, effektivitet og visionære fremsyn” siger borgmester Ove E. Dalsgaard fra Ballerup Kommune som i dette år er formand for Bycirkel-samarbejdet.

F.eks. påbegyndte de opførelsen af et nyt universitet i 2003, der allerede i 2004 kunne modtage de første studerende. Universitetets bygninger omfatter vel at mærke 1 mio m2 og ligger på 208 hektarer - svarende til ca. 2000 gennemsnitlige danske parcelhusgrunde.

Eller et sportscenter på olympisk niveau som påbegyndtes i 2002 og blev indviet i 2004 til ca. 935 mio. danske kr., og omfattende sportshaller med bl.a. badminton- og tennisbaner, svømmehal og fodboldstadion.

Også på ældreområdet sker der nu en målrettet indsats. Vi så et college for ældre, hvor der undervises i kalligrafi, skyggeboksning, kurser i engelsk og computer- og IT-lære, matematik og Tai Chi samt korsang. Sidstnævnte blev demonstreret med entusiasme og ildhu, da de sang ”Marken er mejet” på kinesisk.

”Overraskende, men ikke uventet, viser det sig, at på ældreområdet er Kina også i gang med et ”tigerspring”. De efterhånden flere velfungerende ældre borgere har ligesom i Danmark et behov for samvær med andre og fortsat udvikling også i pensionistalderen, da den stigende velstand øger levealderen. Vi kan forvente megen udvikling og spændende påvirkninger herfra, og der er ikke tvivl om, at vi kan lære meget af den måde, hvorpå pensionisterne i Wuxi skaber indhold i deres 3. alder.” udtaler borgmester Svend Kjærgaard Jensen fra Egedal Kommune.

Fremtiden for børn og unge

Under besøget i Wuxi havde borgmesterdelegationen lejlighed til at besøge skoler og uddannelsesinstitutioner, hvor der mange steder også blev indgået konkrete samarbejds-aftaler.


”Det væsentlige for os har været at sikre, at børn og unge i Bycirklen vil få mulighed for at få en direkte kontakt til Kina og den kinesiske virkelighed, som vil komme til at påvirke vores verden i de næste mange år”, siger borgmester Ole Find Jensen fra Frederikssund Kommune.

Derfor er der indgået aftale om først at udveksle lærere og lave penneven-projekter mellem eleverne. Desuden har vi talt konkret om at udveksle elever fra de kommunale musikskoler.

De svageste skal også med på toget

På social- og sundhedsområdet er der indgået konkrete aftaler inden for handicap- og genoptræningsområdet. Her er kineserne specielt interesseret i at udveksle erfaringer, holdninger og metoder. Men også direkte udveksling af personale på områderne er et stort ønske for kineserne. Især for ældre og børn uden familier til at tage vare på sig, er der behov for at få udviklet indsatsen på dette område i Kina.

Næste skridt

Kommunerne modtager allerede om fjorten dage en delegation fra Wuxi, som skal stifte bekendtskab med Bycirklen. Det er anden gang, en delegation fra Wuxi kommer til Bycirklen, og vi er ikke i tvivl om, at de er meget interesserede i dette samarbejde.

Endvidere indleder den kinesiske ambassadør i Danmark drøftelser med de tre borgmestre om de videre samarbejdsperspektiver, ligesom det danske generalkonsulat i Shanghai bakker op omkring projektet og har ledsaget delegationen under besøget i Kina.

Samarbejdet rummer uendelige samarbejdsmuligheder på alle niveauer. Områder som kultur og erhverv vil være de næste konkrete samarbejdsområder. ”Vi kan lære meget af kineserne på erhvervsområdet, hvor de tænker i imponerende helhedsløsninger med store erhvervsparker, hvor infrastrukturen er fuldt udbygget” udtaler Egedals borgmester Svend Kjærgaard Jensen.

”Vi har ved selvsyn erfaret, at udviklingen i Kina får betydning i de næste mange år i vores verden – ikke mindst for vores yngre borgere i Bycirklen.” slutter borgmester Ove E. Dalsgaard.

Kontakt

For yderligere oplysninger henvises til Ballerup Kommunes kommunaldirektør, Anders Agger, der leder projektet, eller de 3 kommuners Kina-koordinatorer:

Ballerup Kommune

Anders Agger: Telefon 44 77 30 01, e-mail agg@balk.dk

Susse Bøtefyhr: Telefon 44 77 30 15, e-mail sbb@balk.dk

Frederikssund Kommune

Uffe Rasmussen: Telefon 47 35 05 54, e-mail urasm@frederikssund.dk

Egedal Kommune

Bettina Bigom Seitner: Telefon 72 59 71 30, e-mail Bettina.Bigom.Seitner@egedal.dk

 
Tilbage til Info
Bycirklens sekretariat 2008 - Egedal Kommune - Rådhustorvet 2 - 3660 Stenløse - tlf. 72 59 62 38 - fax 72 59 60 05 - info@bycirklen.com