Til forsiden
Bycirklen og Kina    Info    infrastruktur    Kinanetværkets - extranet   

Stor glæde over Folketingets løfte om motorvej til Frederikssund

Dato: 2.2.2009

Udover 1,2 mia kr. til en forlængelse af motorvejen fra Ring 4 til Tværvejen ved Smørum, er der nu afgivet et løfte om at der skal bygges en motorvej helt til Frederikssund.
Det bliver en motorvej i det åbne land, og partierne bag forliget er derfor enige om at ophæve de arealreservationer der hidtil har været for områder gennem Stenløse og Ølstykke for anlæg af en motorvejen med samme linjeføring som den eksisterende Frederikssundsvej.

– Vi er glade for den klare tilkendegivelse vi har fået, siger borgmester i Frederikssund og formand for Bycirkel-samarbejdet Ole Find Jensen. – Vi var meget kede af den mindre end halve løsning, der før var lagt op til, så kommuner, organisationer og erhvervsliv har sammen gjort en massiv indsats for at gøre folketingets trafikpolitikere opmærksom på det påtrængende behov, vi har for en ordentlig trafikløsning.
–Vi har haft nogle rigtig gode argumenter, og vi har heldigvis vundet gehør, siger Ole Find Jensen. Nu skal vi arbejde for, at motorvejsbyggeriet fortsætter kontinuerligt hele vejen til Frederikssund.

Borgmester Svend Kjærgaard Jensen, Egedal Kommune, glæder sig ikke mindst over den snarlige ophævelse af de restriktioner, der hidtil har været langs Frederikssundsvej og som har forhindret udvikling af kommunens bysamfund.
– Nu får vi motorvejen, og i tilgift får vi de muligheder, vi hidtil har manglet for at få lavet sammenhængende planer for vores byer og udviklet vores bymidter, siger Svend Kjærgaard Jensen.

Også i Ballerup glæder man sig. Ballerups borgmester Ove E. Dalsgaard siger:
– Vi får nu løst de voldsomme trafikproblemer gennem Ballerup, og de andre byer langs Frederikssundsvej. Det er en glædens dag ikke mindst for de mange mennesker i byerne langs Frederikssundsvej der får løst de store miljøproblemer som trafikken giver anledning til. Ballerup er en integreret del af den samlede Frederikssund-finger. Vi har alle fordel af, at der sker en fortsat udvikling af området, sådan som man også har bestemt, det skal være i den overordnede landsplanlægning.
– Og derfor har vi også hele tiden arbejdet for en motorvej helt til Frederikssund, siger Ove E. Dalsgaard.

Trafikforliget omfatter ikke en ny forbindelse over Roskilde Fjord.
Med hensyn til fjordforbindelsen siger borgmester Ole Find Jensen, Frederikssund, at her er der endnu et stort slag der skal slås.
– Også her har vi de rigtige samfundsøkonomiske og miljømæssige argumenter for vores sag, og jeg tror, at tiden vil arbejde for os. Men vi skal så sandelig også selv vide at arbejde for sagen, siger Ole Find Jensen.

Tilbage til Info
Bycirklens sekretariat 2009 - Frederikssund Kommune - Torvet 2 - 3600 Frederikssund - tlf. 47 35 10 00 - info@bycirklen.com